Musikmetropolen - et unikt musiksamarbejde

31. januar inviterer Musikmetropolen til Topmøde, og de første projekter bliver sat i søen.

- I alt 14  kommuner fra hele Sjælland er gået sammen under navnet Musikmetropolen for at styrke musiklivet.

I 2019 udgør 14 sjællandske kommuner en stærk musikmetropol med gennemslagskraft regionalt, nationalt og internationalt. Det er den ambitiøse vision for Musikmetropolen, der er en del af en ny kulturaftale mellem 14 kommuner og Kulturministeriet. Ambitionerne er store. Og det er de ikke mindst fordi Musikmetropolen har mange, dygtige samarbejdspartnere og ressourcer. Kulturaftalen er landets største:

”Det er helt unikt, at så mange kommuner går sammen om at styrke musiklivet. Vi kan skabe noget langt større sammen end hver for sig! Det fælles mål er at sætte musikken på dagsordenen. Det gør vi i første omgang ved at indfri det store potentiale, der allerede findes i regionen sammen med de nysgerrige, kreative og åbne musikaktører, der har lyst til at gå nye veje og udvikle ’forretningen’ hvad enten den drejer sig om at skabe overskud på bundlinjen, nye kunstnere, glade børn, mere publikum eller at tiltrække flere borgere til byen,udtaler Sengül Deniz, politisk formand for Kulturmetropolen.

Den 31. januar mødes repræsentanter fra alle kommunerne samt aktører fra musikbranchen til topmøde for at blive inspireret af internationale og nationale cases, som allerede er succesfulde og for at præsentere de første pilotprojekter i Musikmetropolen.

Forankring i musikbranchen

Når kommunerne og musikaktørerne mødes den 31. januar i Ishøj har Musikmetropolen har været i fuld gang siden foråret '16. Der er således allerede udarbejdet en række projektforslag af musikaktører fra alle kommunerne, og formålet med dagen er at præsenteres en håndfuld, der skal sættes i gang som pilotprojekter i 2017 samt at præsentere dele af en analyse af Musikmetropolens udfordringer og potentialer. Et nøglefokus for Musikmetropolen er at bygge bro mellem det lokale musikmiljø og den professionelle musikbranche, og der vil derfor være oplægsholdere og inspirations-cases fra blandt andet Sverige, Frederikshavn og København. Blandt andre kommer deltagerne til at opleve den svenske hitmager Ben Malén, - en nøgleperson indenfor svensk musikeksport, samt Johannes Dybkjær Andersson, kreativ direktør Volume, der blandt andet har arbejdet med MØ.

Musikmetropolen

  • Musikmetropolen er en del af en ny kulturaftale mellem 14 kommuner og Kulturministeriet.

  • Aftalen gælder fra 2016-2019.

  • De medvirkende kommuner i Musikmetropolen er: Albertslund, Ballerup, Frederikssund, Furesø, Gladsaxe, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Ishøj, Køge, Roskilde, Rødovre, Stevns.

  • Musikmetropolens har tre indsatsområder: 'Talent- og karriereudvikling', 'Udvikling af spillesteder & scener' og 'Musikbranchens infrastruktur og samarbejde'.

  • Projekterne kan rumme alt fra sangskrivningsforløb for lokale musikskoler, over publikumskoncepter for regionens spillesteder og camps for unge talenter på Sjælland til en kommerciel sangskriveruddannelse

  • Den 31. januar inviterer Musikmetropolen til sit første topmøde – for kommunerne musikaktører og musikbranchen. Det sker på Ishøj Kulturcafé kl. 10.00 - 15.30. Og er gratis for tilmeldte deltagere.

    For yderligere info kontakt:

    Marianne Fruergaard, projektchef, tlf: 30 84 12 32. E-mail: mariannef@roskilde.dk

Tags:

Katharina Raagaard januar 18, 2017 03:39 pm
En ny kulturaftale Verdens 3. største dokumentarfilmfestival kommer til Kulturmetropolen