Unge på sporet af historiens b-sider

Mange siger, at unge er historieløse. Men passer det eller ser de bare en anden side af historien? Historiens B-sider kaster sammen med unge et alternativt blik på historien, for at gøre os klogere på, hvad det er for en fremtid vi bevæger os ind i.

Projektet USKIK – Unge skaber i kulturinstitutionerne har derfor taget teten og inviteret unge i alderen 13-25 år ind for at sætte nye perspektiver på historien og kulturen sammen med kunstnere, kulturformidlere & fagprofessionelle på 12 udvalgte museer, biblioteker og venues i Kulturmetropolen.

´Det her var en mulighed, som jeg bare måtte gribe. Det her med at få indflydelse på noget kulturelt, og kunne få indflydelse på noget der foregik i min by.´ Emma, 15 år Albertslund.

Publikum inviteres ind til sitrende og eksperimenterende møder mellem kunst og teknologi, debat om graffitien som kunst eller hærværk, oplevelser med historiens skyggesider, vandring under jorden i en hemmelig bunker hvor der konfronteres med et Hvad nu – hvis 3. verdens-krig var brudt ud? Unges pinlige og svære følelser sættes på dagsordenen, hvor de ser sig selv i øjnene, reflekterer over historiens bagsider og udfordrer publikum med tabuer omkring nø-genhed, fattigdom og ensomhed. Det sker via live-performances, ferniseringer, talks og installationer.

´Historiens B-sider udspringer af et ønske om at gå bag vores præstationsfikserede nutid, hvor især de unge konstant bliver mødt af krav fra et samfund præget af nulfejlskultur og 12-tals fokus. Til september vender vi derfor vrangen på historien og dykker ned i kulturhistoriens skønhedspletter, de oversete tracks, vildskuddene og kulturens missing links. Det er helt i festivalens ånd, at vi sammen med USKIK får mobiliseret de unges stemmer. Det er jo netop i samarbejde med de unge, at vi bedst kan lære af eksperimentets og den vilde tankes kraft. USKIKS arrangementer stråler af visioner, mod, åbne hjerter og håb for fremtiden. Det kan vi alle sammen lære meget af. Vi er faktisk blevet så inspireret af samarbejdet med USkIK, at vi i 2020 kommer til at dedikere hele vores festival til unge.´ Svante Lindeburg, Direktør Golden Days.

Om Golden Days:
Golden Days har siden 1994 arbejdet med at formidle viden og historie via nytænkende og sanselige aktiviteter. Historiens B-sider er årets tema for Golden Days Festival, der årligt tiltrækker mere end 30.000 gæster.
Årets festival løber af stablen fra den 8. – 23. september 2018. Det samlede program offentliggøres på
goldendaysfestival.dk.

Om USKIK:
Projektet USKIK øger unges muligheder for at påvirke og medskabe kulturtilbuddene i Kulturmetropolen og gennem de erfaringer udvikle sig til fremtidens kulturentreprenører. Det gøres i eksisterende kulturelle rammer og den kulturfaglig ekspertise bringes i spil med unges kreativitet og blik for hvad der rør sig hos deres egen generation. USKIK er den del af Kulturmetropolen, som er et samarbejde mellem 14 kommuner og Kulturministeren om at skabe bedre og flere kulturtilbud ude i byerne.

 

Tags:

Katharina Raagaard maj 15, 2018 11:08 am
Oplev din by! Et boost til musikbranchens lokale økosystem